Mandag; Vejret var halvskidt på Ørland, men meteorologen mente, at det skulle være fint sydpå. Jeg var lead for vores SAT-2. Dagens sammensætning bestod af min norske instruktør, Cactus, nummer tre var Cutter samt Vrieske, en instruktør fra Belgien. Scenariet gjorde at vi skulle flyve lavt med rigtige bomber på. 250 fod på vejen ind og også på vejen ud. Lufttruslen bestod af et mix af Fulcrum og Fishbed. Målet var en simuleret runway, der skulle skæres i et par stykker, så fjenden ikke kunne bruge den længere. Vores eneste våben tilgængeligt var MK82 (en gammeldags 500 punds såkaldt GP (General Purpose) bombe). Vi havde alle 6 MK82 på vores fly. Turen gik fint på trods af mange skyer i området. Det var en fed fornemmelse at smide de 6 MK82 bomber, da vi havde kæmpet os gennem den første modsat i området. Bomberne blev leveret i et lavt angreb som en ”streng”, hvilket vil sige at der kommer en bombe af ad gangen med så kort et interval som muligt. Efter angrebet var det direkte tilbage til kampen for at komme tilbage til eget område igen. Fedt tur. Hele turen fra takeoff til landing tog kun 60 minutter – men sikke en god tæning.

Tirsdag; Jeg var ikke på programmet denne dag og fik lavet en del forberedelse til dagen efter, hvor jeg skulle flyve SAT-3. Som dagen skred frem blev det dog klart, at en masse af de andre elever dumpede deres SAT-2 og derfor skulle flyve den igen. Jeg blev herefter sat op til Red Air om onsdagen.

Onsdag; Fløj Red Air og læste. Planlagde en time på SAT-3 til torsdag inden jeg fandt ud af, at historien gentog sig fra dagen før. En del ”incomplete” ture samt en del dumpede ture gjorde, at jeg igen røg af schedule.

Torsdag; Fulgte den første SAT-3 mission, som blev fløjet af SPE og Ice. Mission varede fra tidlig morgen til kl tre om eftermiddagen, hvor programmet for fredag kom ud. SPE og Ice havde en lidt non-standard tur med dårligt vejr og begge deres HUD-bånd (video optagelse af head up display) virkede ikke. Det var dog godt nok ifølge IPs og SPE og Ice kunne begge tage på en velfortjent forlænget weekend. SPEs familie kom til Trondheim i weekenden og Ice havde fået sin weekend hjemme i Portugal denne weekend. Næste weekend tager de hollandske og belgiske elever hjem på weekend. Der kommer et fly og flyver dem hjem – SPE og jeg får vores weekend hjemme om to uger – jubii!!! Jeg glæder mig helt utrolig meget til at se min fantastiske kone og mine to dejlige børn.

Fredag; Vejret skulle være dårligt ifølge meteorologen, så torsdag aften blev vi enige om, at vi ville flyve SAT-4 turen i stedet. Man skulle ellers flyve SAT-3 før SAT-4, men chefen for FWIT sagde god for planen. SAT-4 indeholder angreb med GBU-31 JDAM i stedet for Paveway II våben, der jo skal bruge laser (og dermed rimelig godt vejr) for at ramme helt præcist. Jeg fløj som lead på vores 4-skibs mission og denne gang havde jeg en hollandsk elev med som nummer 3, Razor. Begge instruktører var fra Holland. Jeg havde Smiley, den kommende chef for FWIT, som instruktør. Turens overordnede mål var at ende konflikten ved at angrebe et specielt mål dybt i fjendeland. Vi havde kun vores egen 4-skibs til rådighed og derfor blev det dikteret fra generalen, at turen var en såkaldt ”high risk mission”. Dette betyder, at missionen er så vigtig, at tab er acceptable for at opnå målet.
Truslen bestod af et mix af Fishbed, Fulcrum og Flankers fly. Vi tog de bedste lessons learned fra vores air-to-air fase og lavede en taktisk, der samtidig tog højde for at vi var nødt til at bevæge os fremad, samtidig med at vi kæmpede air-to-air. Hvis vi ikke bevæger os fremad, så ender vi med at misse vores ”angreb-vindue”. Man er ofte tildelt et specifikt vindue, hvor man skal have sine bomber til at ramme målet. Det kan der være mange forskellige årsager til, men typisk er det pga andre formation, der også skal ind og angribe mål i samme område. Denne dag var vi oprindelig tildelt et vindue på 3 minutter (mellem 125100z og 125400z), hvilket ikke giver ret meget rum for luftkamp på vejen ind. Vi var derfor nød til at tilpasse vores plan. Vi bad samtidig om et større vindue eftersom vi var de eneste, der skulle angribe målet. Vi bad om 10 minutter og endte med at få 5 minutter. Missionen gik rigtig godt. Vi havde lidt flere fjendtlige fly i luften end forventet, men det blev håndteret ifølge vores gameplan. Til den samlede trussel kom også en mængde missilsystemer, heriblandt SA-2, SA-3, SA-6 og SA-8, hvilket selvfølgelig også lagde lidt begrænsninger på vores planlagte rute på vej til målet. Det viste sig, at vores plan virkede bedre end forventet – specielt mht vores angrebsvindue: Vi smed alle 8 bomber på målet med simuleret ”bombeimpact” indenfor de første 75 sekunder af vores 5 minutters vindue. Såfremt en enkel pilot misser sit mål og bliver nødt til at prøve igen, så er der dog stadig en mulighed for at prøve igen med 5 minutter, hvor 3 minutter begynder at blive snært.
Jeg var færdig med missionen kl. otte fredag aften. Var umiddelbart rigtig glad af flere grunde; en del instruktører havde jo fortalt mig, at de mente at jeg ikke havde så meget overskud i luftkampsfasen i Holland og derfor sagde flere hollandske instruktører; ”bare vent til SAT-fasen, så får du problemer”. Jeg var ikke helt enig med dem, og jeg mener stadig at største delen af det de opfattede som manglende overblik, skyldes forskelle i måden at håndtere situationer på. Jeg er ikke så ”directive” som man fx gør det i Holland. Jeg giver kun ordre under flyvningen, når jeg kan se at tingene går galt i forhold til den briefede gameplan, mens hollænderne hele tiden fortæller hvad der skal gøres. Jeg fortalte dem, at jeg ville vise dem anderledes under SAT-fasen. Anyway, så var det fedt at bestå sin tredje tur ud af fire dags-SAT-ture UDEN at dumpe. Det var samtidig fredag aften og tid til at slappe bare en lille smule af. Det var også blevet bekræftet, at chefen for programmet ønskede at alle elever fik én weekend hjemme i løbet af de ti uger. For SPEs og mit vedkommede betød det, at vi skal hjem om to uger – fantastisk.
Alle disse positive tanker var i mit hoved indtil jeg mødte et par af mine holdkammerater i indkvarteringsbygningen. Lolo, en belgisk elev som jeg snakker en del med, havde dumpet sin SAT-2 tur for tredje gang. Han var derfor blevet indstillet til et IPC (Initial Progress Check). Dette IPC skal flyves på mandag. Det var et sådan check jeg havde under lufkampsfasen. Jeg dumpede dog aldrig samme tur to gange, men endte i en situation, hvor man var ved at løbe ud af tid og derfor kunne min ACT-3 tur ikke flyves om. Man endte derfor med at lade mig flyve SAT-4 som en IPC-tur. Den tur gik jo godt, men var ikke nok til at overbevise de skeptiske hollandske instruktører om mit værd. Jeg skulle stadig vise lidt ekstra under air-to-ground fasen, hvilket jeg så har gjort. Dette er blevet bekræftet af flere instruktører her, og nu lader det til at fokus er ved at skifte fra mig og til nogen andre. Lolo var nemlig ikke den eneste, der havde fået dårligt nyt; To andre elever, Smurf (fra Belgien) og Dozer (fra Norge) var begge blevet kaldt til samtale med Hiker. De havde begge fået at vide, at hvis de dumpede bare en tur mere, så ville de ryge direkte på et IPC.
Der var selvsagt et lidt trykket stemning i visse dele af vores lille gruppe denne fredag … Næste uge bliver lidt mere spændende end normalt …