Mandag; Fløj min sidste range tur med en hollandsk instruktør (Puff). Desværre blev det ikke min sidste range tur alligevel, for jeg fik lov at prøve turen igen. Ærgerligt, da turen ellers gik fint, men et par enkelte fejl havde kumulativ virkning og gjorde, at Puff ikke helt syntes, at det var godt nok til en ”slut-block” (sidste tur i den kategori).

Tirsdag; Ikke på programmet – havde travlt med at forberede, men fik tid til at løbe en tur.

Onsdag; Fløj min sidste range tur med en Hollands instruktør (Smiley (han bliver den nye chef for FWIT programmet efter FWIT08, når den nuværende chef, Hiker, forlader den hollandske flyvevåben til fordel for KLM)). Turen gik rigtig godt. Fik at vide at jeg skulle flyve næste tur næste morgen og fik travlt med at planlægge og forberede briefing. På denne mission skal der smides en GBU-12 laser guided bombe :-)

Torsdag; Vågnede op og tænkte ”sikke et vejr”. Himlen var blå og der var ikke mange skyer i sigte. Perfekt vejr til at smide en GBU-12. Jeg har tidligere fløjet mange ture med GBU-12 og har rent faktisk aldrig smidt en rigtig GBU-12. Jeg har smidt en enkelt ”inert”. En inert er en bombe, der flyver på samme måde som en rigtig bombe. Den er lige så stor og vejer det samme, men den har bare ikke en krudtladning, og eksploderer derfor ikke på samme måde. Det gør at man kan flyve lidt flere steder med den, samt man fx ikke ødelægger målene, når man flyver i et skydeområde. Jeg smed en GBU-12 inert, da vi var på Red Flag sidste efterår. Torsdag skulle det så endelig være en rigtig GBU-12. Turen blev briefet og vi kom fint i luften og satte kursen mod Hjerkinn, som rangen (skydeområdet) hedder. Da vi kom tættere på målet, kunne vi se at der var lave skyer over mål-området. Skyerne var til tider så tynde, at jeg kunne se mit specifikke mål i min infrarøde sensor kortvarigt, men ikke godt nok til at jeg kunne smide min bombe på det. Nu var det pludselig ikke så fedt at have bomben med, da vi ikke bare ligger og flyver rundt omkring med en skarp bombe (af hensyn til tredjemand på jorden, hvis den skulle falde af). Vi kunne altså ikke forlade området og lave simulerede angreb, som vi havde planlagt at gøre efter afleveringen af bomben. Jeg blev derfor nød til at blive i skydeområdet. Efter at have kigget på skyerne i et kvarter var det tydeligt, at vinden blev blæst op af et bjerg lige vest for mit target. Her dannede skyerne sig, som vinden blev presset op af bakken. Da vinden ”løb” ned af bjergskråningen ned mod mit målområde begyndte skyerne at gå i opløsning igen. Mit målkompleks, som jeg skulle smide bomben på, lå længst mod vest og dermed tættest på bjerget, hvor skyerne blev dannet. Ca. 300 meter længere mod øst ligger et andet målkompleks, der er beregnet til at man kan angribe med sin kanon. Lige omkring dette punkt gik skyerne i opløsning. Jeg besluttede derfor, at vi kunne øve angreb med kanonen. Det var temmelig udfordrende af flere grunde. Det nye angreb med kanonen, havde jeg aldrig fløjet før. Parametrene (højde for start af angreb, tid på finalen, dykvinkel etc.) var nogen, som jeg havde fået af en amerikansk instruktør, og nu skulle de afprøves. Det lod til at de virkede helt fint, men skyerne dækkede målet mere end 2/3. Jeg var derfor nød til at modificere angrebet og rulle mere voldsomt ind. På denne måde fik jeg trykket næsen længere ned og fik lavet en vinkel, der gjorde at jeg lige akkurat kunne se ind under skyerne og identificere målet. Målet blev beskudt og nu kom næste store udfordring, nemlig at ”komme af” målet uden at ryge ind i skyerne. Det hele virkede perfekt på trods af at vores såkaldte ”safe escape” skal flyves med minimum 5,0 G og min aktuelle G begrænsning var 5,5 pga den hængende bombe. Safe escape flyves for ikke at ramme jorden samt for ikke at blive ramt af eventuelle opspringere (altså sine egne kugler). Efter turen fik jeg meget ros for disse angreb, da de blev udført efter bogen og under meget svære forhold. At jeg ikke fik gennemført mine GBU-12 angreb ville normalt betyde at turen skulle flyve om, men jeg fik at vide, at turen var komplet, men at på næste tur skal der flyve 2 GBU-12 angreb. Fint nok, men næste ture indeholder allerede angreb med JDAM (GBU-31) og angreb med GBU-24 (2000 pund LGB). Der skal således flyves mindst 6 forskellige angreb med 3 forskellige våben. Det bliver sjovt.

Fredag; Jeg var sat op til at flyve næste tur om eftermiddagen og havde selvsagt travlt med at forberede hele torsdag aften. Fredag var vejret dog rigtig dårligt. Alle blev sat til at lave en back-up mission. IMC (flyvning i skyer) 2 mod 2. Jeg røg af programmet til fordel for en anden, hvilket ikke gjorde mig noget. Slet ikke, da det senerer viste sig, at der var unormalt store problemer med flyvene denne dag. Kun 3 ud af 12 planlagte flyvninger kom i luften! Mandag skal jeg flyve næste tur. Den indeholder nu aflevering af en GBU-31 JDAM inert på Tarva (et skydeområde tæt på Ørland), herefter aflevering af en GBU-12 på Hjerkinn. Herefter simulerede angreb med GBU-24. Meget spændende tur. Jeg krydser fingre for at vejret bliver godt og at jeg endelig kan komme af med bomberne. Det er ved at være lidt træls at komme hjem med en GBU-12…