Mandag; Vågnede kl. 0630 og tænkte hvor dejligt det var, at jeg for en gang skyld kunne møde kl. 0800. Jeg var nemlig ikke på flyveprogrammet, da jeg checkede fredag aften – heller ikke, da jeg checkede lørdag aften. Jeg vendte mig om på den anden side og tænkte at jeg kunne sove til halv otte og så møde kl. 0800. Kl. 0720 bankede det på døren og jeg lukkede op. En operationsassistent stod og kiggede forundret på mig og spurgte, hvor jeg blev af – om jeg ikke vidste at jeg skulle flyve? Jeg fik pludselig travlt. Programmet var åbenbart blevet ændret og man havde glemt at fortælle mig det. Et kvarter senere havde jeg spist og var på arbejdet. Min lead på Red Air turen havde forberedt det hele og vi fik direkte i gang med at briefe. Kl 0820 sad jeg i flyet – en time efter jeg var vågnet – sikke en start på ugen. Det viste sig at blive en skidt dag for vores hold. En belgier, Smurf, dumpede sin tur og blev indstillet til et IPC (initial progress check). Lolo, en anden belgier, dumpede sit IPC og blev herefter indstillet til et FPC (final progress check). Dette skal flyves onsdag og dumper han det, så er han ude af programmet. Jeg krydser mine fingre. To andre elever dumpede deres ture. Efter min Red Air tur gik jeg i gang med at forberede min SAT-3 tur. Jeg skal flyve som nummer tre og skal for en gang skyld ikke bruge næsten to timer på at skrive en briefing på tavlen – fedt.

Tirsdag; Sikke en dag. Turen gik ikke helt som planlagt. Jeg lavede et par fejl og vidste allerede i luften, at det nok betød at jeg dumpede den tur. Det gjorde jeg også. Efterfølgende kom chefen for FWIT løbende efter mig og ville snakke med mig. Han fortalte, at han stadig mente, at jeg havde lidt problemer ala de, som jeg havde i air-to-air fasen i Holland. Jeg fik herefter samme besked, som Dozer og Smurf havde fået fredag; hvis jeg dumper flere ture på grund af overblik (eller mangel på samme), så vil jeg komme direkte på et IPC. Sikke noget lort. Jeg syntes lige at det gik så godt! Jeg må bare vise dem lidt mere!!! Smurf og Lolo havde begge fået dagen til at forberede deres ture hhv IPC og FPC.

Onsdag; Jeg skulle ikke flyve denne dag og kunne forberede min briefing, som jeg jo desværre ikke slap for at skrive på tavlen alligevel. Lolo bestod sit FPC og blev herefter sat op til at flyve med på min ekstra tur om torsdagen. Smurf dumpede desværre sit IPC og blev indstillet til et FPC. Da alle hollændere og belgiere skulle hjem på weekend om fredagen, fik han valget mellem at flyve FPC torsdag eller vente til efter weekenden. Han valgte at flyve det torsdag.

Torsdag; Lolo og jeg fløj vores SAT-3 tur. SAT fasen er en af de mest krævende faser og missionerne er, efter sigende, de aller mest krævende. Lolo og jeg klarede det rigtig godt, og for en gang skyld fik jeg faktisk en del ros. Der var selvfølgelig også ting, der kunne gøres bedre, men det er der jo altid :-). Lolo var temmelig lettet efter turen – det havde selvsagt været en meget hård uge for ham. Glæden varede dog ikke så længe, da vi fik at vide, at Smurf ikke havde bestået sit FPC. Hermed var den første på holdet ude af programmet – forhåbentlig den eneste! Sikke noget skidt. Smurf var den yngste på holdet, 26 år gammel, og der havde været snak om hvorvidt han skulle på FWIT kurset i år eller vente til næste år, så han kunne få lidt mere erfaring. Smurf er en rigtig dygtig pilot og meget dygtig til at briefe og debriefe – synd at han skulle ryge ud efter mere end 5 måneders hårdt slid fra tidlig morgen til sen aften – kun 5 uger før vi er færdige. Hele aftenen var der en trist stemning, som vi forsøgte at gøre lidt mere positiv ved at drikke nogle øl sammen – det virkede ikke helt. Smurf pakkede alle sine ting og kommer ikke tilbage efter weekenden.

Fredag; Tid til en ny fase; Close Air Support (CAS). Turen blev fløjet i halvdårligt vejr, og var uden de store ting. Vi var tidlig færdig med debriefing og tog herefter til Trondheim. Første gang ude af basen i 4 uger – dejligt. Vi besøgte en norsk kollega. Han bor i Trondheim og det var en særdeles hyggelig aften med PS3 og spillet ”Guitar Hero”. Jeg har aldrig spillet guitar før og jeg fandt ud af, at min venstre hånd ikke har talent for det :-) Efter mange timers forsøg på at blive bedre, måtte jeg erkende at jeg nok nærmere er ”Guitar Zero”! Det var nu skægt alligevel og de andre morede sig – kun lidt på min bekostning :-) !!!

Mandag; Vejret var halvskidt på Ørland, men meteorologen mente, at det skulle være fint sydpå. Jeg var lead for vores SAT-2. Dagens sammensætning bestod af min norske instruktør, Cactus, nummer tre var Cutter samt Vrieske, en instruktør fra Belgien. Scenariet gjorde at vi skulle flyve lavt med rigtige bomber på. 250 fod på vejen ind og også på vejen ud. Lufttruslen bestod af et mix af Fulcrum og Fishbed. Målet var en simuleret runway, der skulle skæres i et par stykker, så fjenden ikke kunne bruge den længere. Vores eneste våben tilgængeligt var MK82 (en gammeldags 500 punds såkaldt GP (General Purpose) bombe). Vi havde alle 6 MK82 på vores fly. Turen gik fint på trods af mange skyer i området. Det var en fed fornemmelse at smide de 6 MK82 bomber, da vi havde kæmpet os gennem den første modsat i området. Bomberne blev leveret i et lavt angreb som en ”streng”, hvilket vil sige at der kommer en bombe af ad gangen med så kort et interval som muligt. Efter angrebet var det direkte tilbage til kampen for at komme tilbage til eget område igen. Fedt tur. Hele turen fra takeoff til landing tog kun 60 minutter – men sikke en god tæning.

Tirsdag; Jeg var ikke på programmet denne dag og fik lavet en del forberedelse til dagen efter, hvor jeg skulle flyve SAT-3. Som dagen skred frem blev det dog klart, at en masse af de andre elever dumpede deres SAT-2 og derfor skulle flyve den igen. Jeg blev herefter sat op til Red Air om onsdagen.

Onsdag; Fløj Red Air og læste. Planlagde en time på SAT-3 til torsdag inden jeg fandt ud af, at historien gentog sig fra dagen før. En del ”incomplete” ture samt en del dumpede ture gjorde, at jeg igen røg af schedule.

Torsdag; Fulgte den første SAT-3 mission, som blev fløjet af SPE og Ice. Mission varede fra tidlig morgen til kl tre om eftermiddagen, hvor programmet for fredag kom ud. SPE og Ice havde en lidt non-standard tur med dårligt vejr og begge deres HUD-bånd (video optagelse af head up display) virkede ikke. Det var dog godt nok ifølge IPs og SPE og Ice kunne begge tage på en velfortjent forlænget weekend. SPEs familie kom til Trondheim i weekenden og Ice havde fået sin weekend hjemme i Portugal denne weekend. Næste weekend tager de hollandske og belgiske elever hjem på weekend. Der kommer et fly og flyver dem hjem – SPE og jeg får vores weekend hjemme om to uger – jubii!!! Jeg glæder mig helt utrolig meget til at se min fantastiske kone og mine to dejlige børn.

Fredag; Vejret skulle være dårligt ifølge meteorologen, så torsdag aften blev vi enige om, at vi ville flyve SAT-4 turen i stedet. Man skulle ellers flyve SAT-3 før SAT-4, men chefen for FWIT sagde god for planen. SAT-4 indeholder angreb med GBU-31 JDAM i stedet for Paveway II våben, der jo skal bruge laser (og dermed rimelig godt vejr) for at ramme helt præcist. Jeg fløj som lead på vores 4-skibs mission og denne gang havde jeg en hollandsk elev med som nummer 3, Razor. Begge instruktører var fra Holland. Jeg havde Smiley, den kommende chef for FWIT, som instruktør. Turens overordnede mål var at ende konflikten ved at angrebe et specielt mål dybt i fjendeland. Vi havde kun vores egen 4-skibs til rådighed og derfor blev det dikteret fra generalen, at turen var en såkaldt ”high risk mission”. Dette betyder, at missionen er så vigtig, at tab er acceptable for at opnå målet.
Truslen bestod af et mix af Fishbed, Fulcrum og Flankers fly. Vi tog de bedste lessons learned fra vores air-to-air fase og lavede en taktisk, der samtidig tog højde for at vi var nødt til at bevæge os fremad, samtidig med at vi kæmpede air-to-air. Hvis vi ikke bevæger os fremad, så ender vi med at misse vores ”angreb-vindue”. Man er ofte tildelt et specifikt vindue, hvor man skal have sine bomber til at ramme målet. Det kan der være mange forskellige årsager til, men typisk er det pga andre formation, der også skal ind og angribe mål i samme område. Denne dag var vi oprindelig tildelt et vindue på 3 minutter (mellem 125100z og 125400z), hvilket ikke giver ret meget rum for luftkamp på vejen ind. Vi var derfor nød til at tilpasse vores plan. Vi bad samtidig om et større vindue eftersom vi var de eneste, der skulle angribe målet. Vi bad om 10 minutter og endte med at få 5 minutter. Missionen gik rigtig godt. Vi havde lidt flere fjendtlige fly i luften end forventet, men det blev håndteret ifølge vores gameplan. Til den samlede trussel kom også en mængde missilsystemer, heriblandt SA-2, SA-3, SA-6 og SA-8, hvilket selvfølgelig også lagde lidt begrænsninger på vores planlagte rute på vej til målet. Det viste sig, at vores plan virkede bedre end forventet – specielt mht vores angrebsvindue: Vi smed alle 8 bomber på målet med simuleret ”bombeimpact” indenfor de første 75 sekunder af vores 5 minutters vindue. Såfremt en enkel pilot misser sit mål og bliver nødt til at prøve igen, så er der dog stadig en mulighed for at prøve igen med 5 minutter, hvor 3 minutter begynder at blive snært.
Jeg var færdig med missionen kl. otte fredag aften. Var umiddelbart rigtig glad af flere grunde; en del instruktører havde jo fortalt mig, at de mente at jeg ikke havde så meget overskud i luftkampsfasen i Holland og derfor sagde flere hollandske instruktører; ”bare vent til SAT-fasen, så får du problemer”. Jeg var ikke helt enig med dem, og jeg mener stadig at største delen af det de opfattede som manglende overblik, skyldes forskelle i måden at håndtere situationer på. Jeg er ikke så ”directive” som man fx gør det i Holland. Jeg giver kun ordre under flyvningen, når jeg kan se at tingene går galt i forhold til den briefede gameplan, mens hollænderne hele tiden fortæller hvad der skal gøres. Jeg fortalte dem, at jeg ville vise dem anderledes under SAT-fasen. Anyway, så var det fedt at bestå sin tredje tur ud af fire dags-SAT-ture UDEN at dumpe. Det var samtidig fredag aften og tid til at slappe bare en lille smule af. Det var også blevet bekræftet, at chefen for programmet ønskede at alle elever fik én weekend hjemme i løbet af de ti uger. For SPEs og mit vedkommede betød det, at vi skal hjem om to uger – fantastisk.
Alle disse positive tanker var i mit hoved indtil jeg mødte et par af mine holdkammerater i indkvarteringsbygningen. Lolo, en belgisk elev som jeg snakker en del med, havde dumpet sin SAT-2 tur for tredje gang. Han var derfor blevet indstillet til et IPC (Initial Progress Check). Dette IPC skal flyves på mandag. Det var et sådan check jeg havde under lufkampsfasen. Jeg dumpede dog aldrig samme tur to gange, men endte i en situation, hvor man var ved at løbe ud af tid og derfor kunne min ACT-3 tur ikke flyves om. Man endte derfor med at lade mig flyve SAT-4 som en IPC-tur. Den tur gik jo godt, men var ikke nok til at overbevise de skeptiske hollandske instruktører om mit værd. Jeg skulle stadig vise lidt ekstra under air-to-ground fasen, hvilket jeg så har gjort. Dette er blevet bekræftet af flere instruktører her, og nu lader det til at fokus er ved at skifte fra mig og til nogen andre. Lolo var nemlig ikke den eneste, der havde fået dårligt nyt; To andre elever, Smurf (fra Belgien) og Dozer (fra Norge) var begge blevet kaldt til samtale med Hiker. De havde begge fået at vide, at hvis de dumpede bare en tur mere, så ville de ryge direkte på et IPC.
Der var selvsagt et lidt trykket stemning i visse dele af vores lille gruppe denne fredag … Næste uge bliver lidt mere spændende end normalt …

Mandag; Vejret var (selvfølgelig) for dårligt til min tur med GBU-12 og GBU-31. I stedet blev jeg sat op til at lave en 2 mod 2 (2v2) Tactical Intercept med meget kort tid til briefing. Turen var en slag ”free-bee” – altså ikke en der rigtig tæller, med mindre man laver noget virkelig skidt (så kan man godt få en UNSAT på turen). Turen gik fra en 2v2 til en 2v1, da et fly gik i stykker på opstart og da pilotens reservefly efterfølgende gik i stykker. Efter start fra Ørland fik endnu et fly et mindre problem og måtte returnere. Herefter blev turen fløjet som en 1v1. Jeg prøver igen tirsdag – vejret skulle blive godt!!!

Tirsdag; Vejret skulle være lidt bedre. Jeg får briefet min mission med Matrix og kommer til første øvelsesområde, hvor jeg efter planen skal smide en JDAM inert (GBU-31A). Pga fredstidsbestemmelser, så skal jeg kunne se målet før jeg smider min bombe – vejret er igen dårlig – øv!!! Vi giver op og flyver til det andet øvelsesområde, Hjerkinn. Her er vejret perfekt. Jeg har problemer med min radio og får en sen tilladelse til at smide min bombe og må sætte op til et nyt angreb. Denne gang virker alt og jeg får endelig smidt en GBU-12. Den rammer præcist, hvor jeg sigter – ”direct hit” – sådan. Vi laver et par hurtige simulerede angreb og flyver herefter tilbage til det første område, Tarva. Vejret er stadig dårlig, men min instruktør ser et lille hul i skyerne 15 km vest for target. Han mener, at hvis vi flyver højt og sparer brændstof i 10 minutter, så burde det passe. Han får ret. Vejret er stadig meget dårligt men jeg får lige præcist plads til at smide min GBU-31 også. Endnu et direkte hit (under 1 meter af sigtepunket) – sådan!!! Desværre er der ikke mere brændstof og mine simulerede GBU-24 angreb bliver ikke fuldført. Disse skal flyves på en tur onsdag. Sikke en dag med to bombe drop!!!

Onsdag; Jeg flyver en tur udelukkende dedikeret til GBU-24 angreb. Vejret er fantastik og vi får gennemført missionen på trods af en ”target pod” (det som mange kalder LANTIRN) har nogle fejl. Servoerne er ustabile og det gør det svært at operere den! Jeg får prøvet mange forskellige angreb og også nogle nye, som jeg selv har været med til at designe ud fra de erfaringer, som man har i EPAF med rigtige våbenafleveringer af GBU-24. SA fasen er slut og om eftermiddagen får vi en fase briefing på den næste SAT (surface attack tactics).

Torsdag; Jeg flyver Red Air (altså simuleret fjende fly). Det er en tur, der som sådan ikke tæller i programmet. Efter red air delen skal vi øve air to ground med kanonen. Jeg har en fuld opladning for en gang skyld og kan skyder 511 skud fordelt på tre angreb med høj angrebsvinkel (High Angle Strafe). Første pas går fint, men på andet pas skyder kanonen i ”klumper”. Det er ikke normalt og jeg afbryder angrebet. Kanonen sikres og vi flyver hjem før tid. Det viser sig at et kabel er gået i stykker. En holdkammerat beskadiger samme dag et belgisk fly, da flyet bliver ramt af stykker enten fra et sprængt hylster eller fra selve projektilet.

Fredag; Fløj min første SAT-tur. Instruktør demo af Hiker, der er chef for FWIT. God tur og et rigtig godt attack. Turen var temmelig travl. 250 fod low level navigation med radar arbejde og formations flyvning. Fjendefly, der skulle skydes på vejen ind til target og herefter et angreb på et lille havneanlæg. Herefter ud igen i 250 fod. Fedt, travlt og med mulighed for at lave mange fejl. Det gik dog som planlagt og ved syv tiden om aftenen var vi færdige og kunne begynde at tænke på aftensmad og weekend! Vi skulle for resten have smidt MK84 bomber (2000 pund bomber), men vejret var ikke godt på øvelsesområdet og vi måtte flyve til et andet og simulere aflevering af bomberne – ærgerligt – men om alt går vel, så skal jeg smide 6xMK82 på mandag. Jeg skal flyve som lead på SAT-2 – endnu en low level tur med rigtige bomber!!!

Weekenden har stået i vores projekts tegn – vi er 5 personer, der skal skrive en EPAF Weapons Attack Guide (WAG) – mandag er deadline for vores ”draft” – og her søndag aften har vi endelig et udkast klar!!!

Mandag; Fløj min sidste range tur med en hollandsk instruktør (Puff). Desværre blev det ikke min sidste range tur alligevel, for jeg fik lov at prøve turen igen. Ærgerligt, da turen ellers gik fint, men et par enkelte fejl havde kumulativ virkning og gjorde, at Puff ikke helt syntes, at det var godt nok til en ”slut-block” (sidste tur i den kategori).

Tirsdag; Ikke på programmet – havde travlt med at forberede, men fik tid til at løbe en tur.

Onsdag; Fløj min sidste range tur med en Hollands instruktør (Smiley (han bliver den nye chef for FWIT programmet efter FWIT08, når den nuværende chef, Hiker, forlader den hollandske flyvevåben til fordel for KLM)). Turen gik rigtig godt. Fik at vide at jeg skulle flyve næste tur næste morgen og fik travlt med at planlægge og forberede briefing. På denne mission skal der smides en GBU-12 laser guided bombe :-)

Torsdag; Vågnede op og tænkte ”sikke et vejr”. Himlen var blå og der var ikke mange skyer i sigte. Perfekt vejr til at smide en GBU-12. Jeg har tidligere fløjet mange ture med GBU-12 og har rent faktisk aldrig smidt en rigtig GBU-12. Jeg har smidt en enkelt ”inert”. En inert er en bombe, der flyver på samme måde som en rigtig bombe. Den er lige så stor og vejer det samme, men den har bare ikke en krudtladning, og eksploderer derfor ikke på samme måde. Det gør at man kan flyve lidt flere steder med den, samt man fx ikke ødelægger målene, når man flyver i et skydeområde. Jeg smed en GBU-12 inert, da vi var på Red Flag sidste efterår. Torsdag skulle det så endelig være en rigtig GBU-12. Turen blev briefet og vi kom fint i luften og satte kursen mod Hjerkinn, som rangen (skydeområdet) hedder. Da vi kom tættere på målet, kunne vi se at der var lave skyer over mål-området. Skyerne var til tider så tynde, at jeg kunne se mit specifikke mål i min infrarøde sensor kortvarigt, men ikke godt nok til at jeg kunne smide min bombe på det. Nu var det pludselig ikke så fedt at have bomben med, da vi ikke bare ligger og flyver rundt omkring med en skarp bombe (af hensyn til tredjemand på jorden, hvis den skulle falde af). Vi kunne altså ikke forlade området og lave simulerede angreb, som vi havde planlagt at gøre efter afleveringen af bomben. Jeg blev derfor nød til at blive i skydeområdet. Efter at have kigget på skyerne i et kvarter var det tydeligt, at vinden blev blæst op af et bjerg lige vest for mit target. Her dannede skyerne sig, som vinden blev presset op af bakken. Da vinden ”løb” ned af bjergskråningen ned mod mit målområde begyndte skyerne at gå i opløsning igen. Mit målkompleks, som jeg skulle smide bomben på, lå længst mod vest og dermed tættest på bjerget, hvor skyerne blev dannet. Ca. 300 meter længere mod øst ligger et andet målkompleks, der er beregnet til at man kan angribe med sin kanon. Lige omkring dette punkt gik skyerne i opløsning. Jeg besluttede derfor, at vi kunne øve angreb med kanonen. Det var temmelig udfordrende af flere grunde. Det nye angreb med kanonen, havde jeg aldrig fløjet før. Parametrene (højde for start af angreb, tid på finalen, dykvinkel etc.) var nogen, som jeg havde fået af en amerikansk instruktør, og nu skulle de afprøves. Det lod til at de virkede helt fint, men skyerne dækkede målet mere end 2/3. Jeg var derfor nød til at modificere angrebet og rulle mere voldsomt ind. På denne måde fik jeg trykket næsen længere ned og fik lavet en vinkel, der gjorde at jeg lige akkurat kunne se ind under skyerne og identificere målet. Målet blev beskudt og nu kom næste store udfordring, nemlig at ”komme af” målet uden at ryge ind i skyerne. Det hele virkede perfekt på trods af at vores såkaldte ”safe escape” skal flyves med minimum 5,0 G og min aktuelle G begrænsning var 5,5 pga den hængende bombe. Safe escape flyves for ikke at ramme jorden samt for ikke at blive ramt af eventuelle opspringere (altså sine egne kugler). Efter turen fik jeg meget ros for disse angreb, da de blev udført efter bogen og under meget svære forhold. At jeg ikke fik gennemført mine GBU-12 angreb ville normalt betyde at turen skulle flyve om, men jeg fik at vide, at turen var komplet, men at på næste tur skal der flyve 2 GBU-12 angreb. Fint nok, men næste ture indeholder allerede angreb med JDAM (GBU-31) og angreb med GBU-24 (2000 pund LGB). Der skal således flyves mindst 6 forskellige angreb med 3 forskellige våben. Det bliver sjovt.

Fredag; Jeg var sat op til at flyve næste tur om eftermiddagen og havde selvsagt travlt med at forberede hele torsdag aften. Fredag var vejret dog rigtig dårligt. Alle blev sat til at lave en back-up mission. IMC (flyvning i skyer) 2 mod 2. Jeg røg af programmet til fordel for en anden, hvilket ikke gjorde mig noget. Slet ikke, da det senerer viste sig, at der var unormalt store problemer med flyvene denne dag. Kun 3 ud af 12 planlagte flyvninger kom i luften! Mandag skal jeg flyve næste tur. Den indeholder nu aflevering af en GBU-31 JDAM inert på Tarva (et skydeområde tæt på Ørland), herefter aflevering af en GBU-12 på Hjerkinn. Herefter simulerede angreb med GBU-24. Meget spændende tur. Jeg krydser fingre for at vejret bliver godt og at jeg endelig kan komme af med bomberne. Det er ved at være lidt træls at komme hjem med en GBU-12…

Uge 15 (36) var tredje uge med teori i Holland og weekenden var sidste sammen med familien i lang tid :-(

Mandag; Havde de sidste eksaminer i Holland. Om eftermiddagen fløj vi med en ATR-42 til Ørland. Fremme kl. 1830. Blev velmodtaget og blev indkvarteret på basen. Værelset er et standard kollegie værelse og skal være mit hjem de næste 10 uger.

Tirsdag; Havde briefinger hele dagen om lokale forhold, flyvning i Norge, ”phase briefing” om air to ground samt en briefing om den range, som vi flyver på.

Onsdag; Fløj første tur på vingen af en norsk instruktør ”Gof”. Det var længe siden jeg havde fløjet og meget længe siden, at jeg havde været på en range. Turen startede med lidt tilvænning til norske forhold, hvilket vil sige 250 fod navigationsflyvning imellem bjergene (og alle ledninger, som de har spændt op :-) ). Herefter 40 minutter på rangen, hvilket var meget hårdt (jeg var total gennemblødt på trods af at min aircondition var på fuld kold på hele turen). Turen gik fint.

Torsdag; Fløj første tur som lead. Igen med 250 fods navigation med 450 knob igennem det norske landskab. På ”Tarva”, som rangen hedder, fløj vi medium level angreb. Jeg havde den norske detachment commander som instruktør – han hedder ”Cactus” og var på mit hold på ENJJPT tilbage i 1995-96. Turen gik fint og dermed var to ture overstået på to dage – puha !!! Hårdt men dejligt. 21 ture tilbage…

Fredag; Ikke på programmet, da andre ikke har fløjet anden range-tur endnu. Er sat op til den tredje og sidste range-tur på mandag. Dagen gik med at læse og forberede turen på mandag.

Weekend; Lørdag var der udflugt til Trondheim. Puha, hvor er det dyrt i Norge. Jeg brugte ikke unormalt mange penge, men 400 kr til færge, 500 kr til en delt hotelværelse, 300 kr pr måltid samt 75-100 kr pr. øl. – der røg lige 3000 kr på den tur. Tror jeg bliver på basen og løber en tur næste weekend!!!