JOBBET SOM PILOT

At være jagerpilot står for mange - specielt drenge - som det ultimative drømmejob. Men selvom arbejdet er spændende og konstant udfordrende, er det ikke kun det rene "Top Gun".


Generelt om jobbet som jagerpilot

Efter ca. 6 års uddannelse optages den færdiguddannede jagerpilot - som formelt har titel af pilotoperativ officer - i en af Flyvevåbnets 2 eskadriller for jagerfly: 727 Fighter Squadron eller 730 Fighter Squadron. Begge eskadriller er en del af Fighter Wing Skrydstrup og har hjemsted på Flyvestation Skrydstrup (Fighter Wing Skrydstrup) i det sydlige Jylland. Eskadrillerne vil være pilotens faste arbejdsplads gennem en årrække, mens han gennem løbende træning og opgaveløsning samler erfaring om flyvning.

Arbejdet i Forsvaret gennemføres efter ”almindelige arbejdstidsregler”, hvilket betyder, at arbejdstiden typisk er fra 07.30 - 15.30 mandag til torsdag og fredag fra 07.30 - 13.00.

Din hverdag som operativ officer vil være meget alsidig med mangeartede opgaver, hvor kun få ting er rutineprægede. Du vil helt klart være en del af den ”skarpe” ende af Flyvevåbnet og din hverdag vil foregå med et højt tempo.

Uddannelsens mange facetter klæder dig på til at kunne håndtere mange udfordringer på en professionel og rationel måde. Du vil, som en naturlig del af din karriere, også komme til at varetage forskellige opgaver som planlægning, vagttjeneste og udsendelse til internationale operationer.



En jagerpilots hverdag

Jagerpilotens hverdag starter præcis kl. 07.30, hvor han sammen med sine kolleger modtager en briefing om, hvad dagen vil byde på. En meteorolog fortæller detaljeret om dagens vejr, hvorefter en pilot har til opgave at forklare hvilke missioner, der skal flyves.

På arbejde i Himlens Ferrari
Efter en grundig planlægning af dagens mission er piloten klar til at gå på vingerne. Det foregår i det amerikanskbyggede F-16 jagerfly, der blandt piloter er kendt som himlens Ferrari. De følgende informationer indikerer hvorfor. Når jagerpiloten holder klar på startbanen og har fået sin tilladelse til at gå i luften, kan han bringe sit fly fra 0 – 800 km/t på under et halvt minut. Hvis han fortsætter accelerationen kan han komme op på en maksimal hastighed, der er dobbelt så høj som lydens – det svarer til cirka 2400 km/t. Normalt flyver piloterne kun så hurtigt over vand, da det giver et kæmpe brag, når lydmuren bliver brudt, hvilket føles ubehageligt, for dem der går rundt på jorden nedenunder.

Smil på læben
Selve missionen i luften kan have forskellig karakter. Der kan for eksempel være tale om, at der skal kastes bomber mod mål på jorden. Dette foregår med noget utrolig avanceret og præcist udstyr, der får bomberne til at ramme målene med stor nøjagtighed. Det kan også være, at piloterne skal træne luftkamp, hvor to eller flere fly kæmper mod hinanden. Denne disciplin er den mest krævende rent fysisk for piloten. Når han drejer meget skarpt, bliver han presset ned i sædet med 9G eller ni gange den kraft, som tyngdekraften udøver på os mennesker til daglig. Det betyder, at blodet vil søge ned mod fødderne. Derfor skal piloten spænde sine muskler i ben, mave og arme for at lukke blodårerne, så en del af blodet bliver i den øverste del af kroppen. På denne måde undgår piloten at besvime, hvilket kunne blive katastrofalt.

Efter cirka halvanden times flyvning lander piloten sit fly på basen i Skrydstrup – ofte med et smil på læben. Der er nemlig tit skyer over Danmark, men som pilot i et jagerfly kan man i løbet af få øjeblikke komme op over skyerne, hvor solen altid skinner. Det er et af privilegierne ved jobbet.