Her kan du følge med i, hvilke øvelser Flyvevåbnet løbende
gennemfører med sine kampfly herhjemme.
Lavflyvning
Du har sikkert oplevet det; som lyn fra himlen kommer et eller to F-16 fly pludselig bragende hen over hovedet på dig i lav højde - og ligeså hurtigt, som de kom, er de forsvundet igen.
Det skyldes ikke at Danmark er gået i krig, men blot at vores F-16 piloter øver sig i at flyve i lav højde.
At kunne flyve lavt er afgørende for jagerpiloten, da det i skarpe situationer og på missioner øger hans chance for at undgå fjendens radar og missiler. Derfor øver vi det.
Vi ville ønske, at vi kunne gennemføre lavflyvningstræning uden at genere eller skræmme folk på jorden. Derfor anvender vi simulatorer og flyvning over havet i det omfang, det overhovedet er muligt. Det er indlysende, at en simulator ikke kan erstatte virkelig flyvning og samtidig en kendsgerning, at lavflyving over havet giver et begrænset udbytte for piloter, som skal flyve over land i krig. Derfor bliver vi nødt til at flyve over land.
Piloterne skal undgå bebyggede områder, civile lufthavne, fuglereservater og andre områder, af hensyn til sikkerheden, både for piloten og for borgerne. Flyvevåbnet forsøger desuden at fordele ruterne, så der tages videst muligt hensyn.
Hvornår flyves der?
Hovedparten af al lavflyvning udføres på hverdage i dagtimerne. Derudover er det nødvendigt at træne flyvning i lav højde i mørke. For ikke at forstyrre folks nattesøvn, afvikles flyvning i mørke i videst muligt omfang i vinterhalvåret, hvor der bliver mørkt tidligt på dagen.
For at reducere forstyrrelserne er træning i Danmark normalt begrænset til 150 meters højde og ved hastigheder, der ikke er større end 450 knob (ca. 850 km/t). Dette sikrer træningsbehovet og man undgår overdreven støj på jorden.
Klager
Fly kan nogle gange synes at flyve lavere, end de i virkeligheden gør. En række forhold kan give dette indtryk: Den pludselige støj, de høje hastigheder og størrelsen af flyet. Danske piloter gør alt for at overholde højderestriktioner. Hvis det alligevel synes, som om et fly, flyver utroligt lavt, eller der måtte være andre forstyrrende faktorer, ser vi meget gerne, at der telefoneres eller skrives til:
Flyvertaktisk Kommando
Kølvrå, 7470 Karup
Telefon: 97 10 15 50 lokal 5623
Telefax: 99 62 49 64
E-mail: ftk-sit@mil.dk
Vi har ikke behov for tekniske informationer, men der er nødvendigt at få oplyst dato, tid og sted – da disse oplysninger er nødvendige for at identificere flyet. Det ville også hjælpe, hvis det blev oplyst, hvor mange fly der var, med en beskrivelse af dem, deres farve og i hvilken retning de fløj.
Skulle det være tilfældet, at et lavtflyvende militært fly har forårsaget skade eller tab, bør det skriftligt meddeles til førnævnte adresse, med oplysninger om de tilgængelige beviser samt navne og adresser på evt. vidner. For krav, der involverer skade af dyr vil det være nødvendigt med veterinære udtalelser/beviser
|
|