HISTORIE

Fighter Wing Skrydstrup - som frem til 2006 bar navnet
Flyvestation Skrydstrup - har en lang og spændende historie bag sig.

 


Fliegerhorst Hadersleben

Skrydstrup Flyveplads blev anlagt af tyskerne i 1943 under navnet “Fliegerhorst Hadersleben” og blev hovedsagelig brugt som flyveskole under krigen. Ved anlæggelse af flyvepladsen eksproprieredes ca. 2300 hektar jord i Skrydstrup sogn. Ca. 120 af sognets 180 familier måtte forlade deres ejendomme. Efter hvad der berettes, nåede tyskerne ikke at anvende flyvepladsen som egentlig jagerbase inden krigen sluttede.
På grund af det begyndende tyske sammenbrud i foråret 1945, blev pladsen også benyttet som depot for fly. Efter kapitulationen i 1945 overtog den danske modstandsbevægelse bevogtningen af pladsen, hvor der henstod 75 stk. Messerschmidt 109 og 26 stk. Dornier 210. I juni samme år overtog britiske Royal Air Force (RAF) flyvepladsen. I november/december 1945 overtog den danske regering flyvepladsen igen, og den blev underlagt krigsministeriet. Der var dog ingen tyske fly tilbage da englænderne havde ødelagt samtlige tyske fly ved hjælp af sprængladninger og økser.


Flygtningelejr

I begyndelsen af 1946 blev pladsen indrettet til flygtningelejr for ca. 4000 tyske flygtninge under bevogtning af et kompagni fra 2. Regiment i Haderslev. De sidste flygtningen forlod pladsen i efteråret 1947.


Hærens Tekniske Korps

Fra 1946 til 1952 havde Hærens Tekniske Korps (HTK) hjemme på flyvepladsen. HTK modtog og fordelte i den periode ca. 6000 militære køretøjer til det danske forsvar. Hærens og Søværnets fælles flyveledelse og det luftmilitære udvalg fastsatte flyvepladsens nødvendige størrelse til militære formål, og 2/3 af flyvepladsens jord blev solgt. I begyndelsen af året 1948 blev den solgte jord og husene i Skrydstrup igen civil ejendom. Jorden inden for flyvepladsens område blev bortforpagtet.


Flyvestation Skrydstrups oprettelse

Da flyvestationen blev oprettet i 1953 lignede hele området nærmest en “gold plet” på landkortet, men i de efterfølgende år plantede Det Danske Hedeselskab, i samråd med flyvestationens gartner Black, et stort antal træer og buske i lejren og i eskadrilleområderne. Der blev anlagt græsplæner, stier og veje. Efterhånden som træer og buske voksede til, blev Flyvestation Skrydstrup kendt som den kønneste af alle flyvestationer i Danmark - en påstand der den dag i dag har sin rigtighed. Indkvarteringsforholdene i de nye bygninger på Skrydstrup var usædvanligt gode for personellet, der ikke var forvænte fra deres tidligere tjenestesteder. Messeforholdene var derimod under al kritik. Officers- og underofficersmesserne var indrettet i rødmalede, gamle tyske træbarakker, som lå tæt ved Skrydstrup Skole.


Flyvestationens fly

Flyvestationens første operative jagerfly var F-84 Thunderjet.  Flyet kan i dag ses ved indkørslen til flyvestationen. Perioden der fulgte op gennem 60-erne og 70-erne var præget af en rivende udvikling inden for den militære flyvning.  F-86 Sabre kom i slutningen af 50-erne, så fulgte Hawker Hunter og den store tunge F-100 Super Sabre.  Og endelig - den 18. januar 1980 - kunne Flyvestation Skrydstrup modtage det første F-16 fly.  Med det fly blev en helt ny æra indledt i det danske flyvevåben.